Hvordan kan jeg tilgive andre?

En mand havde to sønner. Den yngste krævede sin arv udbetalt. Han forlod så landet og »ødslede … sin formue bort i et udsvævende liv« (Lukas 15:13).

En hungersnød ramte landet, og sønnen havde ingen penge til at købe mad for. Han tog et arbejde med at fodre svin. Han var så sulten, at han gerne ville spise svinenes mad. (Se Lukas 15:14-16)

Så tænkte han på sin fars daglejere, og hvordan de havde rigeligt med mad. Han besluttede at sige undskyld og sige til sin far: »Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere« (Lukas 15:19).

»Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham« (Lukas 15:20).

Faderen gav sin søn fint tøj og afholdt en fest for ham med den fineste mad. Den ældre søn kom hjem fra arbejde og hørt musik og dans. Han blev jaloux og nægtede at gå ind i huset. (Se Lukas 15:22-28)

Faderen kom ud og talte med sin ældste søn. Sønnen spurgte, hvorfor han aldrig havde fået en fest, når han havde været retfærdig og ansvarlig hele tiden.

Faderen svarede, at den ældste søn altid var hos ham, og »alt mit er dit« (se Lukas 15:31). Han sagde, at de burde være glade, »for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet« (se Lukas 15:32).

Vi kan tilgive dem, der har fornærmet eller såret os, selv om det ikke synes retfærdigt. Gud vil gøre det rigtigt, og hvis vi er trofaste, kan vi modtage alt det, han har.

Moroni var hærfører. Hans hær var ikke stor nok til at forsvare de byer, de havde generobret fra deres fjender.

Moroni sendte et brev til den øverste regent, Pahoran, hvori han »ønskede af ham, at han skulle lade mænd samle sig for at styrke Helaman, eller Helamans hære« (se Alma 59:3), så de kunne beholde de byer, de havde genvundet.

Hjælpen blev ikke sendt, og en af byerne kom under angreb. Byen faldt. »Moroni blev vred på regeringen på grund af dens ligegyldighed med hensyn til deres lands frihed« (se Alma 59:13).

Moroni skrev endnu et brev til Pahoran, regenten, og anklager ham for forsømmelighed, magtsyge og kun at bekymre sig for egen sikkerhed. Han truede tilmed med at marchere mod Pahoran og slå ham med sværdet (se Alma 60:30), hvis han ikke sendte hjælp.

Hvad Moroni ikke vidste var, at Pahoran kæmpede med et oprør og var blevet tvunget til at flygte fra hovedstaden. Han besvarede Moronis brev og sagde: »Jeg … glæder mig [ikke] over jeres store trængsler, ja, det bedrøver min sjæl« (Alma 61:2).

Selvom Pahoran var blevet fejlagtigt anklaget, blev han ikke fornærmet. Han sagde: »I dit brev har du kritiseret mig, men det betyder ikke noget, jeg er ikke vred, men fryder mig ved dit hjertes storhed« (Alma 61:9). Så bad han Moroni om hjælp til at nedkæmpe opstanden.